Hvorfor bliver Platinkortet udfaset fra 24/25 sæsonen? 
Den primære grund til, at vi vælger at udfase Platinkortet skyldes prissætningen i henhold til de nye UEFA turnerings formater.

Vi har rigtig svært ved, at sætte den ”rigtige” pris på et Platinkort da alle europæiske kampe også er inkluderet. Da vi allerede skal prissætte det i maj måned, så kender vi oftest ikke vores placering og ved heller ikke hvilket gruppespil vi kommer i. Derfor kan vi ikke prissætte det korrekt, så enten bliver det for billigt for fansene (dyrt for klubben) eller også bliver det for dyrt.

Derudover har vi desværre set en alt for lav udnyttelse på vores Platinkort til nogle store kampe, og vi kan ikke tillade at der eksempelvis til en Dortmund kamp og Trabzonspor kamp er 700 Platinkortholdere til hver kamp som ikke dukker op til kampene. Derfor har vi valgt, at nedlægge Platinkortet, således at man skal tilkøbe (via forkøbsret) sin egen plads til de europæiske kampe.

Hvorfor sætter man ikke bare prisen op og fastholder Platinkortet? 
Som nævnt tidligere, så har det og er det rigtigt svært at prissætte Platinkortet ”rigtigt”. Vi tror, at det er en ret lille gruppe, der ønsker og kan det, og vi har også oplevet, at de år, vi så ikke har kvalificeret os til et gruppespil, så har mange forventet en rabat året efter. 

Og uanset hvad, så løser det ikke udfordringerne med udnyttelsesgraden, hvor vi som nævnt havde 700 tomme sæder mod Dortmund og 700 tomme sæder mod Trabzonspor til platinkortholdere. Det er nogle af de problemer, vi forsøger at adressere.

Har du Platinkort på Sektion 12 nedre?

Hvis du har Platinkort på Sektion 12 Nedre i sæsonen 23/23, så kan du til den nye sæson 23/24 enten forlænge dit Platinkort eller købe et Sektion 12 kort- eller billet-abonnement.

Vælger du platinkort til  23/24 sæsonen er følgende gældende:
Når sæsonen er færdigspillet, vil det være udnyttelsesgraden for platinkortholdere på Sektion 12, der definerer, hvilket produkt man kan købe på Sektion 12 for den efterfølgende sæson.


Hvis udnyttelsesgraden er under 85% til alle kampe, der er inkluderet i produktet, vil man kunne købe billet-abonnement til Sektion 12. Er udnyttelsesgraden 85% eller derover, har man også mulighed for at købe kort-abonnement. Kort-abonnementet giver fast plads på enten Nedre eller Øvre Sektion 12 (vælger du selv) og giver adgang til alle Superliga og Pokalkampe (undtaget finale) – herudover kan du tilkøbe pladser til de europæiske kampe med forkøbsret til din faste plads. Dette gælder kun for Platinkortholdere for 23/24 sæsonen på Sektion 12.

Har du Platinkort på C-tribunen?
Hvis du har Platinkort på C-tribunen i 23/23, så kan du til den nye sæson 23/24 enten forlænge dit Platinkort, købe et kort-abonnement eller købe et C-tribune sæsonkort til din faste plads.

Når 23/24 sæsonen er færdigspillet, vil du kunne købe et kort-abonnement til din faste plads. Kort-abonnementet giver adgang til din faste plads og giver adgang til alle Superliga og Pokalkampe (undtaget finale) – herudover har du forkøbsret på din faste plads til de europæiske kampe.


Har du Platinkort på A-tribunen?
Hvis du har Platinkort på A-tribunen i 23/23, så kan du til den nye sæson 23/24 enten forlænge dit Platinkort eller købe et kort-abonnement til din faste plads.

Hvad bliver prisen?

Priserne for 24/25 er ikke til at fastsætte endnu, og ser man på den samlede pakke, hvis man ønsker adgang til alle kampe, som man har med platinkortet, så handler det meget om, hvor vi lander europæisk. 

Bliver det Champions League, er det én pris, og er vi ikke med i hovedturneringen i en europæisk turnering er prisen selvfølgelig en helt anden.

Hvorfor rabat til Europa fremfor Platinkort? 
Humlen er, at vi ikke kan prissætte fremover, da der bliver meget store forskelle på udfaldene i forhold til Europa. På den her måde sikrer vi, at folk betaler en fair pris for produktet, men samtidig, at loyalitet betaler sig, fordi abonnenter får 20 procents rabat til de europæiske billetpakker i forhold til andre købere.  

Det synes vi er en god måde at gøre det på, fordi ingen kommer til at betale for noget, de ikke får. Samtidig ved vi også, at udnyttelsesgraden er markant højere ved et tilkøb end ved at have det som en del af et platinkort.

Hvorfor ændre I loyalitetsprogrammet til kun at gælde 3 år?
Vi har valgt, at lave loyalitetsprogrammet om så det kører løbende og som hele tiden ser 3 år tilbage i tiden.

Dette betyder at fans der har optjent point siden sommeren 2015 – vil få slettet en del point, da vi kun ser tilbage på de sidste 3 år.
Dette har vi valgt, at gøre for at til gode se nye fans, såvel som gamle fans, som kommer til alle udekampe og hjemmekampe og dermed har flest point. Loyalitetspointene bliver primært brugt som forkøbsret til udekampene, og vi mener derfor også at det er mest fair, at dem der er kommet mest på ude og hjemmebane inden for de sidste 3 år kommer først i køen til udebanekampene.


Bodrabat udgår:
Der har i en årrække været 10 procent rabat til sæsonkortholdere i Parkens boder, men fra den kommende sæson udgår denne rabat.

Årsagen skal findes i stigende priser generelt.

Der vil komme nye muligheder for at opnå rabatter i boderne, og vi vender tilbage med mere info, når det er på plads.

Nyt setup omkring ventelister:
Man kan fra den kommende sæson sikre sig en plads på en venteliste med forkøbsret til FCKs kampe via en ny ordning. Vi melder nærmere ud, når den er på plads.